Klavsen, Gunnar og slænget – første søndag i advent

Et sted i Danmark findes et mindre boligkvarter, hvor alle næsten kender alle. Stedet har det smukke navn: Blommehaven. Blommehaven er et område under boligselskabet Frugthaven.
Der er fuglesang, lyden af hunde i forskellige størrelser, der gør, duften af Marias hjemmebag og Ellens bøffer med bløde løg og gennemkogte kartofler.

Det er her, Klavsen er sat på opgave i december. Han skal holde øje med uregelmæssigheder i det ellers så stille og kedelige kvarter. Notesblokken, kuglepennen, kikkerten og den halvlunkne kaffe i pumpemikken (kaffekande i str XXXXL) er klar til brug.

Han bruger det meste af tiden bag den slidte blå container iført den lurvede cottoncoat og fryser så gudsjammerligt, men det er en del af jobbet.

 

Det er søndag igen, og Otto nyder den stille morgen med en kop kaffe foran den bærbare. Han kombinerer sit job med sin hobby: at holde øje med svindlere. Ikke alle tænker over at det de poster offentligt på de sociale medier, kan bruges af andre. Det er muligt, at det ikke er moralsk korrekt at snage i folks laden og gøren, men det er det, han får løn for. Han snager nu også hos mennesker, der ikke har noget som helst med jobbet at gøre. Det er ligesom bare blevet en mani, noget han skal gøre og ikke kan fungere uden.

Hvordan kan en person med gigt gå i Lidl for at handle, når h*n er på førtidspension? Førtidspensionister og andre skravl på overførselsindkomster skulle blive hjemme i sofaen! Det er svindel, når den type mennesker siger, at de ikke kan noget mere.

Han har set filmen: Hvordan vi slipper af med de andre og synes, den har fat i det helt rigtige. Otto går ind for aflivning af dem, der ikke kan passe et arbejde og bidrage til samfundet. Mon han opretter et borgerforslag?

Kl. 10.00 ringer hans mor for at høre, om han kommer i dag, nu er det flere måneder siden, han var der sidst, og tæpperne trænger til at blive banket. Den demente kvinde kan ikke huske, at han var der i går for at køre hende ud at handle, hun kan heller ikke huske, at han kommer fast på besøg hver søndag, året rundt.

Han må hellere køre hjem til mor og finde poserne med julepynt frem.

Mon der er medister nok til mor i dag, eller skal hun nøjes med 2 små udkogte kartofler og en spiseskefuld tynd sovs?

 

På denne første søndag i advent kører Ellen og en veninde til julemarked, hvor de hamstrer julepynt, som var der ”hungersnød” i kassen med pynt på loftet. Ellen kan aldrig få pynt nok! Hendes motto er: der er altid plads til en ekstra nisse.
Veninden er mere tilbageholdende, hun tager mest med for hyggens skyld og for at aflaste den stakkels Erik, som ind imellem får knopper i en ubestemmelig farve af ren stress.

Når vognen er proppet med alskens julegnyl, kører de på en bette kro og får kringle og kaffe, mens Ellen opdaterer på alt indenfor sladder. Ikke kun det fra Se og Hør men så sandelig også fra den virkelige verden, hvis man så skal tro på det.

Kl 17.00 bryder de op og kører hjem, hvor Ellen steger bøffer og løg, mens kartoflerne stille koger på komfuret.

Erik har nydt sin fridag med at studere frimærker i fred og ro. Ingen snak om yoga, sladder fra frisøren eller børnebørn der larmer. Hvilken dejlig dag.

 

Hos Maria og Morten er der gang i projekt babyværelse, og hvem skal ikke bruge 4 timer på at samle en babyseng fra IKEA? De brugsvildledninger er intet mindre end ubrugelige. Maria læser højt, mens Morten skruer, hamrer, banker og bander i et væk. Hvorfor havde de ikke givet de få hundredekrone sedler ekstra for en samlet seng? Det gjorde de ikke, fordi det er så smukt at være fælles om det hele, gøre tingene sammen, siger Maria, mens Morten tænker: for søren da, jeg kunne have brugt disse timer meget mere konstruktivt i fitnesscentret og komme hjem til god kage.

Da Maria for syvende gang siger, at hun altså har en ekstra skrue, og han ikke aner, hvor den skal sættes i, tæller han til 20 og siger pænt, at han synes, det kunne være dejligt, hvis hun vil bruge lidt tid på nettet til at finde en fin bort til tapetet på værelset. Den er hun med på, hun elsker at shoppe til den kommende baby.

Han stopper den overskydende skrue i lommen.

 

Søndage hos Asta og Anker er forudsigelige. Ah, ikke helt for første søndag i advent holder støvekosten fri, og Anker kravler på loftet efter julepynten. På denne ene søndag kan han med sindsro smække benene op, læne sig tilbage i stolen og læse avisen, mens Asta nynner med på julemusikken i radioen. Hun synger ikke rent men højt og gennemtrængende. Det lyder som den ”berømte” frosne kat, der trækkes gennem en rundsav. Heldigvis kan Anker skrue ned for høreapparatet og bare lade som om, han nyder hendes skrål.

Når pynten er på plads får de en kop kaffe. Julestellet er fundet frem, vasket af og pudset, så der ikke er en plet at se. Asta bagte klejner i går, og de er kun lidt tørre, men han brokker sig ikke, for gør han det, finder hun juleforklædet frem til ham. Han orker ikke at stå i det trange køkken sammen med hende og lytte til hendes vrissen, mens de ordner klejner.

Lidt forudsigelig er denne første søndag i advent, medisteren med lidt surt er en tilbagevendende begivenhed. Hvert år i december ser de en gammel dansk film om søndagen, i dag skal de se Far til fire i sneen. Anker vil hellere se Die hard mega hard, men det må blive en af de dage, hvor han en sjælden gang er alene, for Asta får både hovedpine og mareridt, hvis hun ser den slags voldsomme film.

Anker retter ind til højre, slår futskoenes såler sammen og sætter pris på kirkeklokkernes bimlen i det fjerne.

 

Søren dyrker ikke julen og den stress der følger med, han kan sagtens få stress på anden vis, hvis han ønsker det. Selvfølgelig sætter han nisserne fra tante Marie-Louise frem og køber en færdiglavet krans til døren og en simpel juledekoration. Han synes ikke, at han har tid og lyst til at forsøge sig med at få en klump ler, nogle kogler og bånd til at blive til noget smukt, unikt kan det med sikkerhed blive.

Han har haft nok at gøre med at finde firmajulegaver til medarbejderne, Black Friday var den dag, hvor han søgte og fandt det perfekte: en kalender med en skøn blanding af bacon, strømper, the og eksklusiv chokolade.

Katten skal ikke snydes, og der er købt Whiskas-kalender. Katte ville vælge Whiskas, siger deres slogan, men han tvivler på, at katte overhovedet er i stand til at træffe den slags valg.

Tante har sendt ham 24 små gaver, en til hver dag. Hun finder ting i skabene, som hun ikke længere skal bruge, lidt fra loppemarkeder og et par stykker chokolade snyder sig også ind. Hun får ryddet ud, og han får motion, når det skal arkiveres i den blå container.

Hvem er den luskede mand i cottoncoat forresten?

 

Fru Jensen i nr 10 holder aldrig fri, heller ikke til jul.

Hun er helt bevidst om, at der bliver set lidt skævt til hende, fordi hun ikke er den mest sociale kvinde. For hende er det lykken at trække rundt med sin lille vogn og grave i skraldespandene for at se, om hun er heldig at finde et flaske eller dåse. Om det er med eller uden en slat er ligegyldigt, men en slat er da en slat. Hvem kan ikke trænge til en lille skid i øret?

Jo flere flasker/dåser og gamle madpakker hun kan grave frem, jo flere penge er der til hendes lille hobby. Hun samler på noget, som kan købes i flere farver, putter det i skabet i soveværelset og ønsker så inderligt at den dag kommer, hvor det kan komme frem i dagens lys.

Det har været en god sommer for Fru Jensen, vejret har været perfekt til at trille langt omkring med den lille blå vogn. Hun har plukket masser af fuglekirsebær, og de befinder sig i en gammel malerspand under låg i skuret.

Hvor mange flasker/dåser mon hun samlede i sommerens løb? Hvad er dagsgennemsnittet? Hvad skal de kirsebær i skuret? Købte hun billige øl da de var på tilbud i Netto?

 

Der er liv og glade dage hos Jytte og John, ikke at der er meget liv i John, men der er trods alt stadig puls. Næh, det er Jytte der er gang i. Op til jul er det nok en god ide at holde sig lidt i form, for nisseøl, marcipansnitter og fed sovs har det med at sætte sig de forkerte steder.

Mens John plejer sofaen, går der total Gertrud Sand i Jytte. Der skal bages, pyntes og høres julemusik. Hun taler allerede om, hvornår juletræet skal ind.

John er en mand med en tålmodighed og overbærenhed som en engel og en figur som selveste julemanden, måske er han julemanden?

Jytte og barnebarnet bager pebernødder og vaniljekranse denne søndag. Mens småkagerne  køler af har julemanden, øh John taget kasserne med julepynt frem fra skuret. Barnebarnet vil have John til at stille jesusbarnet og alle dets pårørende og nære venner på reolen, men det gør John utilpas, for han ved ikke, hvordan det bør stå. Hvem skal være i krybben? Og hvem er de 3 vise mænd? De ser alle lige underlige ud.

Han opgiver og sætter sin lid til at Jytte er bedre til opgaven. Det var sofaen og det bløde tæppe fra Jysk, han kom fra…

Den bette får en fin småkagebøtte fyldt med fine og velduftende småkager med hjem til mor og far.

Jytte og John tænker dybt over, hvilken gave de skal give modparten. Kan Jytte bruge en ergonomisk rive? Mon John har en mening om farven grøn? Vil den passe til en ny sofa? Eller skal hun bare købe nye boksershorts i størrelse nådada?

 

Svend har været til bestyrelsesmøde i går. Brød og øl var der rigeligt af, selskabet kedeligt og tiden føltes lang som den danske vinter.

Han synes, det er spild af gode penge at skifte møblementet i fælleshuset ud, det er kun 15 år gammel. Han husker tydeligt den dag, de slæbte de fine træmøbler ind. Stoffet var i smukke brune og orange striber – er det ikke lige blevet moderne igen?

Forslaget blev vedtaget med 4 -1.

Det brød der var i overskud blev pænt delt mellem medlemmerne af bestyrelsen, der er ingen grund til at smide ud, hvad der kan spises dagen efter.

Tilbage i det herrens år 2010 købte Svend en stationær computer, han brugte over et år på at forsøge at få den til at virke på egen hånd, før han måtte krybe til korset og bede om hjælp, hvilket var ham meget imod. I slutningen af 2011 kom der bål i maskineriet, og han så hvilken vidunderlig verden, der åbnede sig for ham.

Når han ikke  i det virkelige liv har nogle at skælde ud på og råbe ukvemsord efter er det godt at smutte en tur på Nationen og slippe sin indre svinehund fri. Der skal sgu da være nogle, der skal have spark, skal der ikke?

Denne søndag hvor truckertræskoene står i gangen og den kedelige kedeldragt er blevet vasket har han masser af tid til at deltage i en debat på Nationen, starte en shitstorm på Facebook eller skrive i Blommehavens lille lukkede Facebook gruppe at det er strengt forbudt at smide restaffald og batterier i den blå container. Ingen gider at kommentere for containeren bliver kun brugt til haveaffald og som læ for ham i cottoncoaten? Hvad laver han der?

 

Alt imens der ånder fred og idyl i Blommehaven, sidder Gunnar med de store ømme kinder i Nordsjælland og tæller penge, mens han ikke kan forstå, at der ikke er kommet en tilbagemelding fra Klavsen endnu. Hvad fanden laver den mand?

Gunnar får altid besøg af Moster Oda den første søndag i advent. Hendes kinder er ikke mindre end hans, mon hun selv går og niver sig i dem? Smilehullerne er på størrelse med en femkrone, og hun har de fineste grå lokker.

Oda har julekalender med til Gunnar, en billig en til 10 kr. Han er ikke vild med den billige chokolade, men som den velopdragne knægt han er, takker han pænt og giver hende et kindkys, men hun igen igen niver ham i kinderne.

Til dagligt skal han se præsentabel ud, derfor nyder han de få fridage han har, hvor han kan trisse rundt i hjemmet iført farverige strømper fra Mads Christensen, de er hans egen kalendergave fra sig selv til sig selv.

Endelig hører han fra Klavsen, der melder, at der ikke sker en disse, mens han fabler om, at der er koldt og noget skaver.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *