Er der noget, som hedder garn crawl?

Hvis det er tilfældet, er det noget, vi ind imellem dyrker – og som vi vil gøre mere ud af i fremtiden 🙂

Lotte er med på det meste, næsten. Når det handler om hygge, garn crawl, ny café og nye steder, stiller hun gerne op og gør mig selskab, hvilket jeg sætter umådelig meget pris på <3

I går kørte vi først til Aars, hvor vi efter lidt geografisk kamp med stedsans og GPS endelig fandt  Bettekun       

Det er en skøn butik med stort udvalg og betjeningen kan der bestemt ikke klages over. Jeg fik købt grønt garn, til det barn, som ALTID mangler en cardigan, selvom hun må siges at have det fineste udvalg af strik i sin garderobe.

Vi spadserede en kort og smuk omvej tilbage til bilen, som skulle køre os til Nibe.

Da Google-GPS-damen viste, at det ville tage 4 timer og 55 minutter at komme fra Aars til Nibe, blev vi enige om, at det bestemt måtte være en fejl. Det var det ikke, hun havde bare taget højde for, HVIS nu vi ville trave turen.

Vi kom rigtig på udflugt og så ting og steder, vi måske aldrig ville have set -der er fordele ved det her GPS halløj.

I Nibe skulle vi se, om vi kunne finde en garnbutik, som hedder Nål og tråd. Jeg har tidligere ledt efter den uden held. I Skomagergade er der den fineste lille biks med the, her gik vi ind og fandt lidt nyt til det varme vand, de kolde stunder – til strik og gyserfilm, eller bare til stille tanker.

Indehaveren af butikken løste mysteriet om den forsvundne garnbutik for os: vi stod det rigtige sted, men garn solgte hun ikke. Den lukkede for nogle år siden, men kommer stadig frem, hvis man søger på garnbutik i Nibe.

Der blev kigget på bøger, snuset til butikker og taget lidt billeder, før vi faldt ind i  Go Homemade  

Butikken er ikke stor, men der er et lækkert udvalg af garn, nogen blev fristet.

Jeg kan godt lide at finde nye steder til gåture, til strikkemøder, caféer etc, men denne gang var det Lotte, som fandt et helt nyt sted (for os) i Skomagergade :  Mettes mad & kager  

Stedet oser langt væk af hygge og sjæl, det indbyder til spil, strik og mødet med en gammel veninde. Her gik vi ind, og vi kommer igen!

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *