Hvem skal have løn for deres arbejde?

.. og hvem skal ikke?

Jeg støder med jævne mellemrum på sure opstød i forbindelse med designere, deres garn og strikkekits.

Det er ikke nemt at stille alle tilfreds, bruge lige præcis den garn, ALLE kan lide og de “rigtige” farver.

Lad mig slå fast med syvtommersøm: designere er IKKE et arbejdende folk, der fortjener deres løn. Det eneste de fortjener er høvl, kritik og hønseri. Hvad bilder de sig ind at ville have penge for deres opskrifter? Eller sælge dem med garn, som de får specielt fremstillet? Hvordan kan de få sig til at leve af det – eller forsøge?

Det må være deres opgave at arbejde gratis og dele ud af det, de er bedst til : at bruge meget tid på at designe til glæde for mange.

Når de ikke fortjener deres løn, hvem gør så? Sygeplejersker, politibetjente, skolelærer, psykologer, bankdirektører, de offentlige ansatte osv.

Hvis du en dag skulle være enig i at INGEN har ret til løn for deres arbejde, er det helt fint at hønse – indtil da: betal for deres arbejde eller design noget selv. Stop det klynkeri!

 

Vintage-shop i Larsbjørnsstræde

Jeg har været med skolen på studietur til København. Det har været nogle positive dage med gode oplevelser, der var dog et sted, som slog alt andet : en vintage-shop i en kælder i Larsbjørnsstræde.

Det var slet ikke med i vores program, at vi skulle derned, men vi fik alligevel den ide at smutte ned og se, hvad der var. Lokalet var meget lille og varmt, og ejeren var vist lige så glad for at have os i sin biks, som visse christianitter er for at byde politiet på kaffe 🙂

Når jeg kommer ind i en forretning, en hvilken som helst en, forventer jeg venlighed, imødekommenhed, kundeservice, et let smilende ansigt, godt humør og at personen har lyst til at man er der.

Det var absolut ikke det, jeg ( og andre) fik i den biks.

Spørgsmål var ikke  noget, han brød sig om. Når han endelig svarede, så var det yderst nedladende ( fik fornemmelsen af rullende øjne) , intet smil, ingen venlighed, ikke noget “er der noget jeg kan hjælpe med?”.

Nej, der var kun følelsen af et tvært, udbrændt/indebrændt hankøn med trang til at være uforskammet, nedladende,ubehagelig, stirrende, sur, snobbet, hysterisk m.m. ( Gad vide om han troede, vi var der for at rende med hans kjoler?) Eller var han slet ikke interesseret i at sælge?

Hans skaberi fik en af de andre kursister fra holdet til at vende om i døråbningen og gå igen! Ja, vi udvandrede allesammen, ingen havde lyst til at købe noget af det individ med den opførsel han lagde for dagen.

Heldigvis er det langtfra alle butiksejere, der er som ham – og jeg skal nok lade ham have sine kjoler, sit sure fjæs og alt andet for sig selv.

Det positive var, at det ikke regnede, og at han faktisk gav os lidt at tale om – nok ikke det mest positive, men skulle vi ligge ryg til ham, så tåler han helt sikkert også den velfortjente kritik 😉